6 lærerige aktiviteter i haven
8. april 2025 - Thea Poulsen
Børn elsker at være udenfor – og haven er det perfekte sted til leg, læring og nærvær. Her kan man udforske naturen, stille nysgerrige spørgsmål og få jord under neglene sammen. Uanset om du har en stor have eller en lille altan, er der masser af muligheder for at skabe sjove og lærerige stunder med børnene. Derfor bringer vi her 6 forslag til lærerige aktiviteter i haven, som du kan lave med dine børn.
1. Forspire planter
Det er højsæson for forspiring af planter, find muld og urtepotterne frem og glæd dig til at se dine ungers begejstring, når planterne begynder at spire frem. Der er masser af læring i at så frø, fx. kan i tale om de forskellige frø og hvordan og hvorfor en plante laver frø.
At så frø er også god øvelse for finmotorikken, når de små frø forsigtigt skal sås i små huller og dækkes til med et tyndt lag jord. Der er mange timers underholdning i at forspire planter passe og pleje dem for til sidst at høste og spise dem.
Læs hvordan du dyrker majs i dine højbede her.
2. Lave kompost
At kompostere sit have- og køkkenaffald er ikke alene godt for miljøet, det er også en sjov og lærerig aktivitet, som mange børn finder fascinerende. Der findes mange forskellige måder at lave kompost på, lukket kompostbeholder, åben kompostbeholder, ormekompost eller bokashi-kompost.
I alle metoder er der ting at lære for dine børn, hvad enten de er små eller store. I kan snakke om hvordan ormene spiser madaffaldet, eller hvordan kompostgæret i en bokashi-kompost nedbryder plantematerialet. I kan bygge jeres egen kompostbeholder og træne motorik, matematik, sløjd, biologi og samarbejdsevner på én og samme tid.
Læs hvordan du kommer igang med en kompost i dit højbed.
3. Bygge et insekthotel
De seneste år har vi hørt meget om, hvordan insekterne har svært ved at finde steder og bo, og at mange arter bliver truede og uddør. Insekter er vigtige for vores natur, vores haver og for vores landbrug, så hvorfor ikke hjælpe insekterne og have det sjovt med dine børn samtidigt? Der ligger også her masser af læring gemt i en sådan aktivitet. Forskellige insekter kræver forskellige bo, du kan undersøge hvilke materialer de forskellige insekter kan lide, og dine børn kan vælge hvilke insekter de vil prøve at tiltrække til deres hotel. I kan tage i skoven og samle kogler, grene og blade til at bygge hotellerne af.
4. Sætte redekasser op
Fuglene kan, ligesom insekterne, også have svært ved at finde et sted at bo. Du kan derfor hjælpe dem på vej, ved at sætte redekasser op i haven. Du kan tale med dine børn om fuglene, hvordan de ruger deres unger ud og hvad fuglene lever af. I kan undersøge, hvilke fugle I har i haven, sæt jer ud og observer hvilke fugle i ser. Brug eventuelt en fuglebog, hvis du ikke selv kender fuglenes navne. Herefter kan i undersøge, hvilken form for redekasser de fugle godt kan lide at bo i. Det er også en god aktivitet at bygge fuglekasserne selv, de kan males og dekoreres efter eget ønske. Hæng dem op og glæd dig til, at de første små blåmejser forleder jeres hjemmebyggede kasse til sommer.
Se udvalget af vores byg-selv højbede og plantekasser her
5. Bygge en hule
At bygge en hule, er noget som mange af os husker tilbage på fra vores barndom. At have sit eget sted, hvor man kan gå ned og være sig selv eller hvor mange kan lege med sine søskende, kan være givende i en tid som denne. En hule er både et sted man kan lege og have det sjovt, men det er også et sted, hvor man kan gemme sig lidt og være i fred med sine egne tanker. Det er en fin mulighed for at snakke med sine børn om, hvordan man finder ro og fordybelse for sig selv, når man er hjemme med sin familie hele dagen. Ydermere vil du glæde dig over, at dine børn kan bruge mange timer i en hule, både for sig selv og sammen. En hule behøver ikke at være mere en nogle grene der danner et lille skjul, men der er også mulighed for at finde rafter og reb frem, og lave noget mere advanceret. Hvis man ikke har plads i haven, kan man tage i skoven og lave huler af væltede træer og grene.
6. Anlægge en børnekøkkenhave
Lige nu er også et godt tidspunkt til at få etableret en lille køkkenhave til dine unger. Børn vokser af at få ansvar og børn elsker at have noget der er deres eget. At lære sine børn, hvor maden kommer fra, og vise dem hvordan afgrøderne dyrkes, passes og plejes er lærerigt. Det giver børnene en forståelse for det arbejde der ligger bag den mad vi spiser. Hvis dine børn er kræsne, eller ikke er så glade for at smage nye ting, så kan det at dyrke grøntsagerne selv være en stor motivationsfaktor for at spise dem også. Lad dine børn bestemme, hvad de vil dyrke i deres køkkenhave, og tal med dem om hvordan man gør det.
Køkkenhave på 15 minutter
Se videoen her hvordan du kan lave en lille køkkenhave på blot 15 minutter, til dig der ikke har den store have eller gerne vil have krydderurterne op på terressen eller altanen.
Har du forslag til flere lærerige aktiviteter i haven som man kan lave med sine børn, så læg gerne en kommentar her.