Marts i haven
19. marts 2025 - Thea Poulsen
Marts markerer starten på en ny havesæson! De første spirer begynder at titte frem, og det er tid til at forberede jorden, så frøene får de bedste betingelser. Læs med og få inspiration til dine havegøremål i marts.
Tid til nye frø
I februar blev de første frø sået i små potter til forspiring i vindueskarmen. Jeg såede blandt andet porrer, persille og – som et nyt eksperiment – kapers. I denne måned er det radiser, salat, spinat, kål, forårsløg, dild, kørvel, tomat og flere andre, der står for tur. Jeg følger op med billeder, når de rigtigt begynder at spire!
Kartofler til spiring
I slutningen af marts skal der lægges kartofler til spiring et mørkt og køligt sted. Et godt tip er at lægge dem i gamle æggebakker. Enden med de små knopper, der senere bliver til spirer, vendes opad. På den måde vokser spirerne med det samme i den rigtige retning. Samtidig vælter kartoflerne ikke så let rundt mellem hinanden, så spirerne knækker.
Drivhuset gøres klar
Drivhuset er endnu ikke blevet renset ud efter sidste sæson, da alting stadig er koldt og frossent i haven. I marts er der dog ingen vej udenom. Alt skal vaskes ned, så bladlus, meldug mm. ikke bliver videreført til den nye sæson. De gamle plantesække fra kapilærkasserne og al jorden i krukker og potter skal skiftes ud.
Det er en god ide at lægge nye plantesække ind i drivhuset med det samme – og gerne et par ekstra til at fylde krukker og potter med senere. I mørke plasticsække bag drivhusets glas bliver jorden varmet godt op, inden den skal bruges. Jorden skal være 7-8 grader varm, før selv de tidlige urter vil trives. Den gamle jord vil jeg genbruge i mine nye højbede til jordbær, blandet op med kompost og gødning.
Gødning i køkkenhaven
I det hele taget skal jorden i køkkenhaven gødes hen mod slutningen af måneden – hvis ellers frosten til den tid er ved at være af jorden. Haveforeningen skulle gerne få et læs god kogødning hjem. Derudover må jeg se, hvor langt indholdet i min kompostbeholder rækker.
Frugttræerne skal også gødes tidligt. Mine frugttræer – to æbletræer og et kirsebærtræ – står midt i græsplænen, så der kan jeg ikke grave den friske kogødning ned. Jeg må i stedet sprede en god organisk gødning ud over græsset under hele kronen.
Nyd foråret i haven
Frem for alt er marts måned tid til at nyde det spæde forår i haven. Dejlige er ikke mindst de mange krokus i forskellige farver. Krokus er også fine at tage med ind og sætte i en lille vase eller krukke. De afplukkede blomster holder sig et par dage i vand. Graver man blomsterne op med løg og det hele, holder de længere, og løgene kan lægges tilbage i haven, når de er afblomstret – så kommer de igen til næste år. I stuen pynter i øvrigt stadig de grene, jeg skar i haven i februar, med store knopper, der er lige på nippet til at springe i blomst. Der er selvfølgelig billeder på vej…
Endelig er det ved at blive havetid!