Vi har julelukket fra den 23. dec. til og med 1. jan. 2025

3 tips: sådan forlænger du sæsonen for dine planter

1. september 2023 - Lotte Denckert

I Danmarks relativt kølige klima er dyrkningssæsonen ikke så lang som i mere solrige dele af verden. Derfor vil vi gerne strække sæsonen så langt som muligt. I foråret kan vi gøre det ved at forspire planterne indenfor, så de får et godt forspring og er klar til udplantning, når frosten er over. I sensommeren er der andre metoder at forlænge sæsonen med, så planterne holder endnu længere.

Artiklen fortsætter under billedet.

 

Vand regelmæssigt og forlæng planternes levetid

Ja, det lyder basalt, men når sæsonen er godt i gang, og planterne er blevet store, så kan man hurtigt glemme at vande. I august og selv i efterårsmånederne kan der kommer tørre perioder, og hvis en plante ikke vandes regelmæssigt, kan det forkorte dens levetid. Planterne kan gå i blomst for tidligt, de kan blive hæmmet i deres vækst, og de kan selvfølgelig også visne, hvis det står helt skidt til. Mange afgrøder i køkkenhaven kan bedst lide, at jorden er nogenlunde lige fugtig i hele vækstsæsonen.

Har du flerårige krydderurter, stauder, eller andre planter i krukker og plantekasser, kan det faktisk også være nødvendigt at vande om vinteren – særligt hvis du har sat dem et beskyttet sted langs huset eller i drivhuset, hvor de kun får lidt eller slet ingen nedbør.

Planterne skal have gødning – så holder de længere

Afgrøder i køkkenhaven og i drivhuset har brug for gødning gennem hele sæsonen. Det er forskelligt, hvilke typer af gødning de forskellige planter bedst kan lide. Slå dine planter op på nettet eller spørg i dit havecenter, hvis du er i tvivl. De fleste planter har godt af et tyndt lag kompost i løbet af sæsonen. Især hvis du dyrker i plantesække, mindre højbede eller krukker, skal du huske at gøde i løbet af sæsonen, ellers bliver jorden udsultet, og planterne bliver hæmmet i deres vækst.

 

Luft ud i drivhuset og undgå plantesygdomme

Et af de store problemer, vi kan have herhjemme i sensommeren, er, at det bliver for lunt og fugtigt i drivhuset. Det kan skabe grobund for mange plantesygdomme, som kan ødelægge ens høst. Derfor er det vigtigt at lufte godt ud i drivhuset i løbet af sæsonen. Sørg også for at tynde lidt ud i bladmængden på planterne, hvis væksten bliver for tæt, eller planterne står meget tæt i drivhuset. Så kan dine tomatplanter faktisk holde langt ind i efteråret.

 

Land Classic krydderurtebed